Nu sidder jeg her igen, en sen natte time med mine tanker fulde og min krop fuld af hmm ja det er vel en slags kærlighed, hvis man vel at mærke kan kalde den det efter så kort tid som vi har kendt hinanden "jagtet" og jeg.
Jeg har syntes vores kommunikation har været pæn intens fra start af men jeg oplever faktisk den bliver mere intens som tiden går... det er ikke kun intenst det stikker meget meget dybt inde i mig, det vælter ind over med følelser omkring alting og nej vi har sgu ikke mødt hinanden endnu ... men vi har "kendt" hinanden et godt stykke tid uden den vilde kommunikation mellem os dog har vi begge haft et godt øje til hinanden i en eller anden form.
Vi skal mødes det er nu helt sikkert og vist, men det fylder os begge med lidt bange fornemmelser om hvad det måtte bringe.
Vi har timelange snakke om hinanden og vores liv og andre ting vi nu støder på... jeg Elsker at snakke med den her mand, han er super intelligent og rolig og han rummer mig :)
Og jeg er nu ikke sådan at rumme.. jeg er totalt styret af mine følelser hvilket kan gøre mig lettere ustabil i perioder hvor jeg føler mange ting :D
Som nu .. jeg er så latterlig i mine tanker ind imellem... pludselig fik jeg angst for at han nytårsaften skal skal møde en anden pige og ærligt jeg havde intet belæg for at for at tænke sådan.
Men han rummer mig 100% når jeg bliver lille og bange .. han samler mig op og fortæller mig at det er mig der er interessant og ikke andre.
Jeg tror aldrig nogen har rummet mig og hele mig .. med alt godt og skidt før, der har altid været forbehold eller krav eller ting man ønskede og ikke ønskede ved mig. Men det er nok de færreste af os der kan sige at vi rummer hele mennesker med alt hvad de indeholder.
Mine egne usikkerheder gør at jeg selvfølgelig ikke forstår hvorfor han rummer mig ... for hold nu op jeg kan være belastende :)
men det er ikke kun ord han siger der gør at jeg ved han rummer mig... jeg kan mærke det og det er faktisk en meget overvældende følelse.
Hmm jeg skal passe på med mit ordvalg tror jeg ... men nogle gange er det svært at finde de rigtige ord som dækker ... enten er de for voldsomme eller også siger de for lidt. Jeg føler ......... jeg tror ........ at han og jeg kan elske hinanden, bare elske .. uden spørgsmål, uden krav til at ville forandre hinanden men med de skævheder vi nu har og som livet har givet os.
Ja ja jeg ved godt det lyder meget lyserødt.... men det er ikke ment som værende lyserødt... det er bare!
Men ikke kun sådan .. vi vil kunne have det hamrende sjovt sammen og alvorligt, jeg tror faktisk vi er lige "tossede"
Men hvordan kan man sige alle de her ord til ham uden han løber skrigende bort? jamen det kan jeg bare... han løber ikke, han giver mig svar .. ærlige svar, han giver mig noget af sig selv som for ham er svært at give andre.
jeg har allermest lyst til at fortælle ham at jeg faktisk elsker ham ... men det er for voldsomt det "kan" man ikke.... men jeg har fortalt ham det alligevel bare ikke med de ord.
Hvem ved.. måske skal det være en voldsom intens affære .. måske skal det være længere varende en ting vi begge ved er at venskab bliver det aldrig alt alt for mange følelser fra vores begge sider til det.
Det er turbulent oppe i mit hoved for hvad "kan" man og hvad "kan" man ikke.....
men jeg ved han er vigtig for mig og jeg ved allerede nu at han vil ændre mit liv i en eller anden form.
Tak!
♥♥
Tøsens verden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar