Ironien i mit liv

Jeg reflekterer og efterrationaliserer en del i denne tid.. jeg vender mig selv på kryds og på tværs for at se hvad jeg kunne have gjort anderledes.
Nu er jeg sådan indrettet at optager et emne mig så søger jeg al den information jeg kan finde omkring dette emne .. jeg gør det udelukkende for min egen skyld, jeg har nemlig brug for at have styr på flest tænkelige sider og indfaldsvinkler til det emne der nu optager mig.

I mange år har jeg arbejdet med mennesker, især unge mennesker som var anbragt men dertil hører deres forældre, socialrådgivere, psykologer osv.
Alle disse år med det arbejde har lært mig rigtigt rigtigt meget om mennesker, om reaktions mønstre om forsvarsmekanismer .. og ja you name it.
Dertil har jeg læst ufatteligt meget psykologi for min egen interesses skyld.. for menneskets psyke interesserer mig utroligt meget.

Jeg har ingen pædagogisk uddannelse .. jeg har kun min erfaring og mig som menneske, men jeg ved at jeg er dygtig til mit job og jeg jeg ved jeg kan noget med mennesker.

Det er sådan at uanset hvad jeg er sammen med af mennesker.. så ser jeg tit ting - reaktioner -blikke-kropssprog som andre mennesker ikke lækker mærke til, det er ikke noget jeg gør bevidst .. jeg ser det bare. jeg danner mig derfor super hurtigt et billede af hvilket menneske jeg står overfor .. falskhed og løgn er næsten som en duft for mig ..
Min egen baggrund har uden tvivl medvirket til at jeg har udviklet nogle sanser på dette område som måske er mere fint følende end andres .. min far er psykopat .. og min mor .. tja hvad kan jeg sige .. hun er bare et meget meget ulækkert menneske.
Jeg er ikke opvokset med misbrug eller uuddannede forældre eller sådan, nej jeg er opvokset med en psykisk social arv kan man sige .. manglende kærlighed, løgn og i den dur, altså sådanne ting som kan meget meget svære at påvise for udaftil virker familien jo pæn og velfungerende.
man kan vel kalde det en gemt social arv..

Men jeg føler mig nu ikke som offer for min barndom, for mange mange år siden tog jeg nemlig beslutningen om at sådan ville jeg aldrig aldrig blive eller leve.. men den har selvfølgelig gjort mig delvist til den jeg er idag.

En af de ting jeg har været meget meget bevidst om er bl.a det at min far er psykopat ... og nej ikke peter lundin psyko :D men hverdags psykopat som er alle steder i vores hverdag og som vi sjældent opdager ( indlæg vil følge snart om præcis dette emne) og ikke om jeg nogensinde skulle have en som min far ... ikke tale om.
Det har jeg formået at styre udenom (ingen far syndrom her ;-)) .. altså lige indtil nu :S ........
Jeg har fandme haft et forhold til en psykopat de sidste 2 år og jeg har bare ikke fattet en meter!!!!!!!!!!!!!!!!
Helst seriøst .. hvad gik der galt for mig der ????
Jeg tror sørme at jeg har ladet mine værn falde og troet mig sikker på at nu var det nok så dybt inde i mig at der ikke var fare for at møde sådan en....... og kombineret med at ville væk fra en bitter lille ex mand og de modbydligheder der fulgte i kølvandet det og så at så gerne ville kærligheden har fået mig til at lukke alle mine sanser ned.
Denne her mand er mere psykopatisk end min far ... i guder altså
Men selvom jeg har vidst alt om psykopater gennem læsning og arbejde i mange år har jeg måtte genopfriske det hele ... eller jeg har måttet læse mig til en bevidsthed om at det ikke helt var kun var mig den var gal med.
For jeg har dunket mig selv for ikke at have set det ... jeg har dunket mig selv for at være dum .. men forfanden det er jo lige præcis det som sker når man møder en psykopat! at man ikke opdager det før det er for sent .. før man er for involveret og at man bebrejder sig selv.

Men hallo det er sgu da ironien af mit liv hva ;-)

der kommer langt mere om denne historie ... for det fylder og fylder og fylder

knus
tøsensverden